Gode råd – Undgå at købe hælervarer på nettet

DBA er en handelsplads, der formidler kontakten mellem køber og sælger. Derfor ser vi aldrig varen. Men vi er ikke ligeglade med hælervarer på sitet. Det er helt uacceptabelt, når folk sælger hælervarer på DBA, og vi er altid kede af det, når nogle af vores brugere kommer i klemme.

Hver eneste måned gennemføres mere end 700.000 handler på DBA – det svarer til over 8 millioner handler årligt. Heldigvis foregår langt de fleste af disse handler godt for både køber og sælger.

Man kan som bruger gøre meget selv for at sikre, at handlen går godt. Desuden gør vi på DBA en lang række ting for at undgå hælervarer på sitet.

Her er en række eksempler: 

  • Vi har et support-team på 15 personer, der hurtigt behandler mistanke om salg af hælervarer
  • Vi tilbyder vores brugere NemID-validering og har derudover indført NemID-validering for nogle sælgere ifb. oprettelse af annoncer
  • Vi har udviklet funktionen ’Anmeld annonce’, som mange aktive og vågne brugere benytter sig af
  • For at undgå, at brugere løbende opretter nye e-mailadresser og udgiver sig for at være en anden person med falske profiloplysninger, indførte vi i 2012 synlig oprettelsesdato på alle profiler på DBA – en funktion, der har haft en meget positiv effekt
  • Vi har et godt samarbejde med politiet
  • Vi griber straks ind, ved mistanke om salg af hælervarer – Her lukkes profilen med krav om NemID-validering. Modtager vi anmeldelser fra politiet om salg af hælervarer, lukkes profilen straks. 

De to vigtigste råd så du undgår at købe stjålne varer:

  • Vælg en sælger som er NemID-valideret. Det er din sikkerhed for at sælger er, hvem han/hun giver sig ud for at være.
  • Benyt MobilePay i stedet for kontooverførsel/kontant betaling. Mobile Pay er knyttet til sælgers CPR nr., og derfor ligeledes en god sikkerhed for dig som køber.

 

Derudover kan det være en god idé at:

  • Mødes med sælger personligt, så du kan se varen inden du betaler
  • Bede om en original kvittering på varen, især hvis det er en nyere vare
  • Lav en udskrift af annoncen og gem al korrespondance til evt. senere brug
  • Køber du cykel, så tjek at denne ikke er meldt stjålet - Dette kan du gøre i Politiets app, som du kan hente her.

 

Og så er det vigtigt at bruge sin sunde fornuft - Når noget lyder for godt til at være sandt, er det det sandsynligvis også.

 

Sidst vil vi gerne opfordre alle, som oplever mistænkelige annoncer på DBA til at benytte ’Anmeld annonce’-funktionen, som du finder på alle annoncerne. Disse anmeldelser tager vi meget alvorligt, og er vi i tvivl om sælger er reel, lukkes profilen med krav om NemID-validering. Dermed sikrer vi, at sælger er, hvem han/hun udgiver sig for at være.

Hvis du er i tvivl, så kontakt straks Kundeservice på support@dba.dk – Vi undersøger hurtigt sagen.

OK